Princip for elevernes udvikling i skolens faglige og sociale fællesskaber på Heibergskolen.
Vision
På Heibergskolen danner vi hele mennesker. Vi tror på, at læring bedst sker i trygge og inkluderende fællesskaber, hvor eleverne bliver mødt med omsorg, forventninger og anerkendelse. Gennem fælles faglige og sociale oplevelser vokser børn og unge som mennesker og deltagere i samfundet.
Formål
Formålet med dette princip er at sikre, at alle elever oplever at være en del af et fællesskab, hvor de både kan udvikle sig fagligt og socialt. Vi ønsker at skabe rammer, hvor elever trives, lærer og oplever, at de har værdi og betydning for fællesskabet.
Princip
Skolen skal tilrettelægge undervisningen og samvær, så alle elever føler sig set, hørt og betydningsfulde. Forskellighed skal betragtes som en styrke, og det er skolens opgave at fremme lige deltagelsesmuligheder i både det faglige og det sociale fællesskab. Faglighed og trivsel ses som hinandens forudsætninger.
Skolens ansvar
Skolen har ansvar for at sikre de overordnede rammer, der fremmer både faglig udvikling og social trivsel for alle elever. Det gælder både det fysiske og det psykiske læringsmiljø – og viljen og evnen til at handle, når noget ikke fungerer.
●
Skolen skal skabe trygge, tydelige og inkluderende læringsmiljøer.
●
Skolen skal fremme fællesskaber, hvor alle børn oplever at høre til og have værdi.
●
Skolen skal sikre, at faglighed og trivsel ses som hinandens forudsætninger.
●
Skolen skal handle, når en elev har vanskeligheder – i tæt samarbejde med forældre og relevante fagpersoner.
Lærernes ansvar
Lærerne spiller en central rolle i at styrke både det faglige udbytte og klassens sociale kultur. Undervisningen skal være meningsfuld, engagerende og favnende – og lærerne skal være tydelige voksne, der både guider og rummer eleverne.
●
Planlægge og gennemføre differentieret undervisning, der møder elevernes behov og potentialer.
●
Arbejde bevidst med klassens fællesskab og fremme samarbejde, respekt og tolerance.
●
Skabe læringsrum, hvor det er trygt at deltage, stille spørgsmål og begå fejl.
●
Være opmærksomme på mistrivsel og handle hurtigt og omsorgsfuldt.
KKFO’ens ansvar
KKFO’en understøtter børnenes sociale udvikling gennem leg, aktiviteter og relationer uden for skoletiden. Her møder børnene andre roller og nye fællesskaber, som er vigtige for deres trivsel og selvforståelse.
●
Skabe et inkluderende fritidsmiljø, hvor alle børn føler sig velkomne og trygge.
●
Understøtte børns evne til at indgå i relationer, løse konflikter og danne venskaber.
●
Samarbejde med skolens øvrige personale om børnenes trivsel og udvikling.
Elevansvar
Eleverne er aktive deltagere i skolens fællesskaber og har medansvar for egen og andres trivsel. Det handler både om at deltage i undervisningen og om at bidrage til et godt socialt miljø.
●
Møde hinanden med respekt, åbenhed og nysgerrighed.
●
Tage ansvar for egen læring og deltagelse i fællesskabet.
●
Hjælpe hinanden og sige fra over for mobning og eksklusion.
●
Sige til, hvis de selv eller andre mistrives.
Forældreansvar
Et godt skoleliv kræver opbakning hjemmefra. Forældrene spiller en vigtig rolle i at støtte både deres eget barn og klassens fællesskab – og i at bidrage til et positivt samarbejde med skolen.
●
Bakke op om skolens værdier, rammer og principper.
●
Vise interesse for barnets faglige og sociale liv på skolen.
●
Tale positivt om fællesskabet og bidrage til det gode samarbejde med andre forældre og skolens ansatte.
●
Kontakte skolen ved bekymring om trivsel eller læring.
Godkendt af bestyrelsen, april 2025