Princip for samarbejdet mellem skole og hjem, herunder forældrenes ansvar på Heibergskolen.
Vision
Heibergskolen stræber efter at sikre tydelig, åben og respektfuld kommunikation, som er grundlaget for et godt og tillidsfuldt samarbejde. Alle involverede – ledelse, lærere, forældre og elever – har et fælles ansvar for at bidrage til god kommunikation. Gennem et tæt samarbejde mellem skole, KKFO og hjem understøttes elevernes faglige og sociale udvikling bedst muligt.
Formål
Formålet med princippet på Heibergskolen er at ensrette en åben, klar og rettidig udveksling af information. En gennemsigtig og respektfuld dialog danner fundamentet for et trygt skolemiljø og styrker samarbejdet om elevernes trivsel og læring.
Princip
Heibergskolen forpligter sig til at skabe klare retningslinjer for kommunikation mellem skole, KKFO og hjem. Vi anvender Aula som vores primære platform, og vi fremmer en kultur for positiv, konstruktiv og respektfuld dialog. Vi forventer, at alle parter – lærere, forældre, elever og ledelse – overholder disse fælles retningslinjer for at sikre et godt og produktivt samarbejde.
Skolens og KKFO’ens ansvar
●
Informere om kontaktpersoner: Skolen og KKFO sikrer, at forældre ved, hvem de kan kontakte i forskellige situationer, og hvordan de kan nå de rette medarbejdere.
●
Rettidigt oplyse om elevernes trivsel og faglige udvikling: Skolen informerer forældre hurtigt om relevante faglige eller trivselsmæssige udfordringer.
●
Effektiv og klar kommunikation: Skolen sikrer, at ugeplaner er opdateret i Aula, og at information om kommende ture eller aktiviteter løbende lægges ind i Aula-kalenderen.
●
Respektfuld behandling af henvendelser: Bekymringer eller klager fra forældre behandles hurtigt og med respekt for alle parter.
●
Overholdelse af svartid: Meddelelser besvares som udgangspunkt inden for 3 arbejdsdage. Længere svartid kan forekomme under ferie eller sygdom, hvor autosvar informerer om længerevarende fravær.
●
Inkluderende kommunikation og deltagelse: Skolen sørger for, at alle familier har mulighed for at deltage i skole-hjem-samtaler, forældremøder og workshops.
●
Tilrettelæggelse af årlige aktiviteter:
Skolen afholder ét årligt forældremøde og én skole-hjem-samtale. Derudover deltager lærerne i ét socialt klassearrangement eller ét ekstra forældremøde. Individuelle samtaler afholdes efter behov.
Forældrenes ansvar
●
Opdatering gennem Aula: Forældre forpligter sig til at holde sig løbende opdaterede på Aula om ugeplaner, aktiviteter og andre relevante informationer.
●
Relevant kontakt med skolen: Forældre kontakter skolen eller KKFO direkte ved eventuelle bekymringer og følger op i samarbejde med medarbejderne.
●
Information om forhold i hjemmet: Forældre orienterer skolen og KKFO om væsentlige familieforhold, der kan påvirke barnets skolegang.
●
Direkte kontakt ved udfordringer: Ved udfordringer eller utilfredshed tages kontakt direkte til de involverede medarbejdere; hvis det ikke løser problemet, kan afdelingsleder og i sidste instans skoleleder kontaktes.
●
Samarbejde om konflikthåndtering: Forældre tager ansvar for at inddrage skolen i tilfælde af konflikter mellem elever, når dette vurderes at kunne bidrage til en løsning.
●
Loyalitet og ansvar for dialog: Forældre undgår at involvere børnene som budbringere af konfliktfyldt kommunikation og bidrager til en loyal og respektfuld tone om skolen og dens ansatte.
●
Feedback til skolebestyrelsen: Forældre kontakter skolebestyrelsen, hvis de oplever, at skolens principper, værdigrundlag, antimobbestrategi eller ordensregler ikke overholdes.
Elevens ansvar
●
Daglig opdatering via Aula: Elever tjekker Aula dagligt. I indskolingen får de hjælp af forældre til at bruge platformen, mens udskolingselever tager ansvar for at tjekke Aula selvstændigt.
●
Overholdelse af kommunikationsregler: Elever forventes at kommunikere respektfuldt med både lærere og klassekammerater.
●
Deltagelse i elevrådets aktiviteter: Elevrådsmedlemmer holder sig informeret om elevrådsmøder og deler relevante informationer med klassen.
Skolebestyrelsens ansvar
●
Sikre tilgængelige principper og retningslinjer: Skolebestyrelsen sørger for, at referater fra møder er tilgængelige for forældre og at skolens værdigrundlag, antimobbestrategi og ordensregler kan tilgås nemt.
●
Understøtte principper for respektfuld dialog: Skolebestyrelsen arbejder for at fremme og evaluere skolens kommunikationspraksis og sikre, at principperne for god kommunikation efterleves af alle parter.
●
Arrangerer workshops for udvalgte klassetrin:
○
0. klasse: Workshop om godt forældresamarbejde.
○
3. klasse: Workshop om klubvalg.
○
7. klasse: Workshop om rammer for elevernes fester, herunder alkoholpolitik.
Kommunikationsplatform
●
Brug af Aula: Aula er den primære kommunikationskanal for daglige beskeder og vigtige meddelelser mellem skole, KKFO og hjem. Forældre forventes at holde sig opdaterede her.
●
Opfordringer til digital kommunikation:
○
Skriv kun til relevante modtagere for at undgå overflødige beskeder.
○
Hold beskeder korte og klare og fokuser på ét budskab.
○
Formuler beskeder med venlig og respektfuld tone.
○
Skriv som du selv ønsker at blive tiltalt.
○
Respekter stave- eller slåfejl.
○
Undgå negativ omtale af enkeltpersoner.
○
Læs beskeder i en positiv ånd og vær imødekommende over for andres synspunkter.
○
Overvej alternative måder til at besvare følsomme beskeder, fx et telefonopkald.
Evaluering
Heibergskolen evaluerer løbende sin kommunikationspraksis i samarbejde med skolebestyrelsen. Gennem tilbagemeldinger fra forældre, elever og ansatte vurderes, om de nuværende praksisser er tilstrækkelige eller om nye tiltag kan forbedre kommunikationen yderligere.
Godkendt af bestyrelsen, februar 2025
Dokumenter